Praktiske oplysninger & FAQ (ofte stillede spørgsmål)

Herunder finder du nogle af mest almindelige spørgsmål og svar, som kan hjælpe med at forberede dig på dit næste vandre-eventyr i det Sydlige Afrika.
Fandt du ikke hvad du ledte efter? — Send os en email i dag og lad os hjælpe dig! Benyt vores kontaktformular HER

Gennemsnitsalder


0

Yngste deltager: 24 år

Ældste deltager: 72 år

Kønsfordeling

  • Kvinder
  • Mænd

Sværhedsgrad og eventyr

  • Sværhedsgrad
  • Eventyr

Alle vores ture har en maksimum kapacitet på 8 gæster. Dette sikrer en personlig og eksklusiv service.

Turene udføres ved minimum 4 deltagere, men kan også arranges med færre deltagere, såfremt en personlig tur ønskes. (Med mindre at andet er angivet, som for eksempel ved tilbud eller lignende).

Der ydes rabat på gruppebookinger på mere end 4 personer.

Kontakt os for yderlig information – Klik HER

På grund af risici involveret med børn og unge i den afrikanske bush — især til fods — anbefaler Dust and Boots at lade børn under 15 år blive hjemme. Nationalparker som Krüger tillader ikke børn og unge under 15 år at deltage i aktiviteter til fods. 
Ligeledes anbefaler vi, at ældre over 65 år får lavet en lægeerklæring fra deres egen læge, der viser, at de er sunde og raske, samt ikke befinder sig i nogen risikogruppe. Denne erklæring kan kræves fremvist i national parker som Krüger. (Erklæringen skal gerne udføres på engelsk, da det er de nationale instanser på destinationen, der skal kunne bruge/læse den)

Generelt er signalet stærkt i de mere civiliserede egne af det Sydlige Afrika – og generelt ikkeeksisterende i de landlige og øde egne. Vær derfor forberedt på til tider at befinde jer i områder uden mulighed for mobilt signal.

I Swaziland har vi én netværksudbyder; MTN Swaziland. Det er en god idé, at tjekke med din danske netværksudbyder om de har en aftale med Swaziland. (Nogle har, andre har ikke). Vi har lokale simkort, som I kan låne på jeres tur med Dust and Boots – det er nemt at fylde både taletid og data på efter behov. (Vær dog opmærksom på, at det er meget dyrt at telefonere og bruge internet i Swaziland).

I Sydafrika genkendes de fleste danske udbydere – her tilbyder vi ikke låne-simkort. Vær opmærksom på, at der generelt ikke er dækning uden for de større camps i Krüger National Park. Således er vi uden for signal, når vi er på Wilderness Trail.

Climate-Graph-Swaziland

(De blå søjler indikerer gennemsnitligt nedbør per måned, og den røde linje indikerer den gennemsnitlige temperatur)

Swaziland
Swazilands klima varierer fra subtropisk/tropisk i Øst til tempereret klima i Vest, grundet højdeforskel. 
Sommermånederne er generelt varme og fugtige (December måned er højsommer), hvorimod vintrene er kølige og tørre (Juni er midt vinter).
Regnen falder ofte i forbindelse med voldsomme tordenvejr og varer som regel ikke mere end et par timer/per dag. Den årlige nedbør ligger omkring 5-900mm i lavlandet (mod Øst) og mellem 1-2000 mm/år i højlandet (mod Vest).

Krüger National Park
Klimaet i Krüger ligner Swazilands lavland med årlig nedbør omkring 555mm. I sommermånederne (regntiden) kan man forvente cirka 7 dages regn per måned – sædvanligvis i forbindelse med tordenvejr om eftermiddagen. Vintermånederne er tøre og kølige.

Tør Tid/ Vinter (Maj-September) Gennemsnitlig
morgen Temp
Gennemsnitlig eftermiddags Temp
Maj 12°C 27°C
Juni-August 9°C 26°C
September 14°C 29°C
Regntid / Sommer (Oktober-April)
Oktober-November 18°C 31°C
December-Februar 20°C 32-40°C
Marts-April 16°C 30°C

Kriminalitet:
Sydafrika har et dårligt ry, når det kommer til kriminalitet. Vi besøger dog ingen af de områder, hvor kriminaliteten florerer. Området i og omkring Krüger National Park regnes for at være sikkert.
Swaziland er i modsætning til Sydafrika og den anden nabo, Mozambique, et fredeligt land med meget lidt kriminalitet. Uanset hvor du befinder dig anbefaler Dust and Boots dog, at du aldrig bærer eller fremviser ting af stor værdig, som du ikke er villig til at miste. Som alle andre steder i verden kan visse sjæle let fristes af smykker og den seneste smartphone — opbevar dine værdigenstande et sikkert sted.

Vilde dyr:
Det Sydlige Afrika er hjemsted for både giftige og potentielt farlige dyr. Eftersom vi tilbringer det meste af vores ture i de vilde dyrs miljø, er det muligt, at vi møder et eller flere af disse dyr. Dust and Boots har meget strikse retningslinjer, som forklares på destinationen – følges disse, er der ingen grund til frygt.
Desuden har Dust and Boots rejseledere altid opdaterede førstehjælpskurser og ligeledes erfaring med håndtering af slanger såvel som giftige edderkopper og skorpioner, så skulle der ske noget, er du i sikre hænder.
Når vi vandrer i områder med storvildt, sker det altid i følgeskab med en bevæbnet ranger. Disse er specialuddannet i at aflæse signaler fra dyrene, således at en farlig situation sjældent opstår. Og skulle en sådan alligevel opstå, så ved de, hvordan de får alle guidet sikkert ud af situationen igen.

Sygdomme:

Malaria: Swaziland betragtes som malariafrit, hvorimod den nordlige del af Krüger er malariaområde i regntiden. (Rådfør altid med egen læge i god tid før afrejse)
Tuberkulose: Desværre dør der hvert år mange lokale af denne både forebyggelige og behandlingsmulige sygdom. Tal med din læge om eventuel vaccination. (Smitte sker ved længere varende kontakt med en syg person og er derfor ikke sandsynligt på Dust and Boots ture).
HIV/aids: Swaziland er hårdt ramt af HIV/aids epidemien – man regner med at ca. 25-35% af befolkningen er smittet med sygdommen. Sygdommen kan ikke helbredes, kun forebygges ved beskyttelse mod kontakt med kropsvæsker fra inficeret person. (Dette er ikke en risiko på Dust and Boots ture).

Ebola: Swaziland og Sydafrika er IKKE et risiko område!

Eftersom Dust and Boots primært tilbyder vandreture må et basis fitnessniveau (kondition) påregnes, men man behøver hverken at være atlet eller nogen anden form for sportsudøver. Vi vandrer altid i roligt tempo – og altid med den samme fart som den langsomste i gruppen. Vi nyder ligeledes mange pauser undervejs.
 Når vi vandrer på Wilderness Trail i Krüger National Park, forventes det, at gæster bærer deres eget udstyr til brug på turen. Vi bruger kun den bedste kvalitet, og gør hvad vi kan for at finde det bedste letvægtsudstyr. Rygsækkene vejer fra start ca. 14-17 kg, hvor det forventes at mænd kan bære lidt ekstra end kvinder (vægten beregnes på baggrund af højde og drøjde). Mens vi vandrer med rygsække foregår det altid i roligt tempo, samt i relativt plant terræn. (Det er muligt at hyre bærere, skulle du ønske det — dette aftales med Dust and Boots inden afrejse).

Flyrejsen er ikke en del af Dust and Boots produkter — denne del af rejsen står du selv for.
I dag ændrer priserne på flybilletter sig næsten dagligt – kampagner med priser helt i bund kommer og går, afgifter stiger og sæsoner ændres. Mange rejsende har deres egne præferencer, f.eks. indenfor en bestemt flyalliance pga. bonuspoint. Andre vil “bare have det billigste” og atter andre vil gerne flyve lidt mere komfortabelt. Der er mange faktorer, der spiller ind, og derfor har vi ikke inkluderet fly.
Du kan rådføre dig med et rejsebureau eller booke en billet på nettet. Hjemmesiden www.momondo.dk er let og overskuelig, og finder som regel billigste og bedste mulighed. (Husk at slette cookies i din browser imellem søgninger, da disse vil påvirke den efterfølgende pris på den søgte billet).

Når I booker jeres rejse, vil der være en specifik vejledning til hvor og hvornår I skal møde på den pågældende tur. I vil altid blive mødt af jeres danske rejseleder i lufthavnen på den endelige destination.

Eksempel på flyvejledning for Exclusive Adventure:

Vi mødes i Sydafrikas internationale lufthavn OR Tambo i Johannesborg. (Lufthavnskode: JNB).
Pris eksempel: Billetter kan i øjeblikket (Oktober 2017) fås helt ned til DKK 3.482,- for en returrejse mellem København og Johannesborg med Emirates. (datoer: 5. maj – 19. maj 2018).

Ankomst
Sørg for at bestille en billet, der ankommer før kl. 10 i Johannesborg på dag 1 ifølge programmet. Vi skal køre ca. 5-6 timer til Swaziland efter ankomst til Sydafrika.
I de fleste tilfælde ville I skulle bestille en billet med afrejse dagen før, som det står i programmet.
Bemærk: Køreturen til Swaziland (dag 1) er lang efter den i forvejen lange flyvetur. Som alternativ til køreturen, kan der istedet bestilles fly direkte til Swaziland. Flyveturen fra Johannesborg til Swaziland (lufthavnskode: SHO) tager ca. 45-50 minutter og koster i øjeblikket lige omkring DKK 1.000,-.

Hjemrejse
Vi ankommer til OR Tambo lufthavnen sidst på eftermiddagen dag 14 i følge programmet, så det er vigtig at hjemrejsen falder om aftenen på dag 14. Dette taler vi selvfølgelig om ved booking af turen, således at I får bestilt rette billet.
Bemærk: Der er ligeledes en lang køretur til Johannesborg den sidste dag. Det er muligt at booke et fly fra Hoedsprut lufthavn (Eastgate, lufthavnskode: HDS), turen tager ca. 1t 5min og koster i øjeblikket ca. DKK 1.250,- for en enkeltbillet.

En personligt dækkende rejseforsikring er påkrævet på alle Dust and Boots ture. Vi vil bede om en kopi før afrejse.

Dust and Boots anbefaler også en afbestillingsforsikring i tilfælde af uforudsete hændelser, som kan forhindre den rejsende i deltagelse (se venligst nærmere i rejsebestemmelserne)

For danske rejsende kan Gouda Travel Insurance eller Europæiske varmt anbefales.

Kreditkort, såsom Visa og MasterCard, accepteres af de fleste pengeautomater i både Sydafrika og Swaziland, så derfor er der ikke behov for at veksle penge hjemmefra. Dust and Boots anbefaler rejsende at hæve lidt lommepenge fra automaterne ved ankomst til O.R. Thambo Lufthavnen i Johannesborg, Sydafrika. (Husk at du har betalt for stort set det hele hjemmefra, så du har kun behov for kontanter til souvenirs, ekstra drikkevarer og småting)

Valutaen i Sydafrika hedder Rand. Rand sedlerne (10, 20, 50, 100 og 200) accepteres også i Swaziland, hvorimod mønter ikke accepteres. Swaziland har sin egen møntfod kaldet Lilangeni (i flertal: Emalangeni), denne accepteres ikke i Sydafrika. Rand og Lilangeni veksles 1:1.

Dust and Boots fokuserer på Swaziland og Sydafrika i det Sydlige Afrika. Vi har vores hovedkvarter i hjertet af det smukke kongedømme Swaziland, og de fleste af vores ture begynder her.
 Det Sydlige Afrika er et sammensurium af forskellige kulturer, klimaer, interesser og faktorer — meget mere information end vi kan dele her på denne hjemmeside. Herunder finder du lidt generel information.

Swaziland
Swaziland er et miniput kongedømme, som styres med hård hånd af Kong Mswati III. Swaziland blev et selvstændigt land i 1968 – efter at have været en britisk koloni. Der er et funktionsdygtigt parlament og en siddende statsminister, men den politiske magt er uklar, da kongen enevældigt har ret til at bestemme. I 2006 gjorde Kong Mswati III krav på dele af Mpumalanga og Kwazulu-Natal, som i dag tilhører Sydafrika.

Swaziland er i høj grad afhængig af Sydafrika for størstedelen af importerede varer (90%), ligesom 60 % af landets eksport går til Sydafrika. De største eksportvarer er sukker og koncentrat fremstillet af sukker. Elektronik, køretøjer, mad og brændsel importeres primært fra Sydafrika.
Swaziland ligger i Sydlige Afrika, 26 30 S, 31 30 E. Landet deler grænser med Mozambique mod Øst og med Sydafrika Nord, Syd og Vest. Men sine kun 17.364 kvadratkilometer er landet et af de mindste i Afrika. 
Landets topografi er utrolig forskelligt indenfor et så lille område — høje kølige bjerge danner en del af grænsen mod Sydafrika, imens det varme lavland vender mod Mozambique. Det højeste punkt i Swaziland hedder Emlembe og måler 1.862 meter over havet, og det laveste punkt er blot 21 meter over havet i Usutu River. Klimaet varierer fra tropisk i lavlandet til tempereret i højlandet.
Swaziland har mange naturlige rigdomme: kul, ler, cassiterite (tin), vandenergi, skove, mindre guld og diamant forekomster, sten og talk. Der er en del bekymringer vedrørende miljø og natur; De vilde dyr har historisk været fuldstændigt udryddet, og selv efter re-introduktion er de stadig under hårdt pres grundet jagt og krybskytteri. Ligeledes har asbest- og jernmalmminer sat deres præg på visse egne.
Der har aldrig været apartheid i Swaziland, som der var i Sydafrika. Swazierne er ét folk (eller én stamme), hele 97% af befolkningen tilhører denne stamme; resten betragtes som udlændige.
Swazierne bliver i nyere historie betragtes som et meget fredeligt folkefærd i en ellers temmelig uroplaget region af verden.
Der er to officielle sprog i Swaziland, engelsk og SiSwati. I byerne kan de fleste tale engelsk, mens det ikke er særlig udbredt i landområderne.
Den forventede livslængde er 50 år, på grund af den høje frekvens af HIV/aids, som også har gjort mange børn forældreløse. 
Der bor 1,4 million mennesker i Swaziland, kun 21,2 % lever i bymiljø, primært i hovedstaden Mbabane og den eneste anden store by, Manzini. Arbejdsløshedsraten er omkring 40%, og 70% af befolkningen lever af selvforsynende landbrug. 69% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.
I forhold til vandring er Swaziland dog et sandt paradis; Høje smukke bjerge dominerer mod Vest, mens rå afrikansk bush, der vrimler med vildt, er at finde mod Øst. De fleste reservater i Swaziland mangler storvildt og er derfor sikre at vandre i.

Læs meget mere om Swaziland — Klik HER

Sydafrika
Sydafrika er en naturelskers paradis. Landet har det hele: Bushen med de vilde dyr, lækre strande, ørken, højland med bjergtinder osv. Dust and Boots grundlægger, Marie Dahl, har udforsket Sydafrika siden år 2000. Der er altid noget nyt at opleve – altid noget, der får glæden ved Afrika til at blive endnu stærkere.
I Sydafrika fokuserer vi på den kendte Krüger National Park, hvor de vilde dyr har haft hjemme i århundreder. Her er det muligt at se både næsehorn, løver og elefanter. Vi vandrer i denne national park, der normalt ellers udelukkende udforskes i bil. Vi tager os tid til at lære om spor, fugle, lyde og lugte – på den måde kommer bushen endnu tættere på.

Du kan læse meget mere om Krüger National Park — Klik HER

Dust and Boots anbefaler, at du taler vaccinationer med din læge inden afrejse.

Du kan også læse mere om eventuelle vaccinationer på Statens Serum Institut — KLIK HER

Swaziland er malariafrit, mens det nordlige Krüger regnes for at være malariaområde i sommer månederne.

Som dansk statsborger får du et tre-måneders turistvisum ved ankomst til Sydafrika. Swaziland giver en måneds turistvisum ved ankomst. Det er altid en god ide at tjekke de seneste visumregler med udenrigsminiteriet inden afrejse, da disse regler kan ændres uden advarsel.
Du finder et link til udenrigsministeriet HER.

Dust and Boots sørger for alt, hvad du har behov for i forbindelse med vandring/wilderness. Vi har fuldt udstyrede rygsække i topkvalitet, letvægtstelte, og alt andet nødvendigt udstyr.

Hvad du skal huske at pakke:
(Pakkelisten skal opfattes som en vedledning til hvad man KAN medbringe på turen, og ikke nødvendigvis SKAL medbringe)

  • Rygsæk til dagsvandringer (gerne let og behagelig med plads til vand, snacks, solcreme, kamera, hat, tørklæde, osv.)
  • Vandresokker + normale strømper
  • Undertøj (overvej vinterundertøj i vintermånederne)
  • Hat (helst med bred skygge)
  • Hue (kun vinter)
  • Tørklæde (mod sol og til kølige dage)
  • Varm trøje (Fleece eller soft shell)
  • Vindtæt jakke (kun vinter)
  • Let vindtæt regnjakke eller poncho (sommer)
  • BEHAGELIGE vandresko/støvler 
(Dette er den vigtigste ting på listen. Vi skal vandre mange kilometer, så dit fodtøj skal være i orden. Vær sikker på at det er fodtøj, du kender og stoler på er behageligt i længere tid ad gangen. Nye sko/støvler frarådes – de skal gåes til hjemmefra. Vores guider bærer normal relativt åbne letvægts vandresko, men vandrestøvler med ankelstøtte er generelt en god ide)
  • Ekstra snørebånd
  • Sandaler
  • Gaiters (ikke nødvendigt, men disse beskytter mod græstrå i sensommeren og mod flåter resten af året)
  • Handsker (Kun vinter og kun hvis du er lidt kulskær)

Dit tøj bør være komfortabelt og tilpasset årstiden (husk at vintermånederne kan være kølige og dissideret kolde om aftenen/natten – en sweater og varme sokker er en god ide). Eftersom vi vandrer i naturligt miljø, ser vi helst tøj i neutrale farver, da hvid og klare farver kan skræmme visse dyr eller endog tiltrække uønsket opmærksomhed. (Grå, sand, grøn, brun, sort, mørk blå er gode farver)

  • Kort og langærmede skjorter/T-shirts (let materiale, neutrale farver)
  • Zip-off busker (let materiale, neutrale farver)
  • Shorts
  • Badetøj
  • Toiletsager
  • Solcreme (også gerne læbepomade med høj faktor)
  • Personlig medicin (husk at få en rejseerklæring til medicinen fra din læge, hvis det er aktuelt)
  • Antiseptisk creme, antihistaminer, smertestillende/hovedpinepiller, anti-diarré medicin, anti-inflammatorisk medicin, øjendråber, salve mod ømme muskler, vabelplastre, sportstape, evt. knæbind (Tal med din læge eller apoteker)
  • Myggebalsam
  • Kontaktinformation på pårørende, samt forsikringsdetaljer
  • Pas (Vær opmærksom på at visse lande kræver at dit pas er gyldigt 6 måneder efter afrejse fra Danmark)
  • Penge (kreditkort er tilstrækkeligt – du behøver ikke at veksle hjemmefra)
  • Vaccinations certifikater (tal med din læge)
  • Kamera + oplader
  • evt. Kikkert

Som beskrevet i programmet er det meste inkluderet – dog på nær fly, forsikring, lommepenge, og et eventuelt singletillæg.

Dust and Boots ture er som udgangspunkt inklusiv alt, hvad du har behov for. Vi fokuserer på service af højeste standard. En erfaren dansk rejseleder, som ledsager dig på hele rejsen på destinationen, står til rådighed og hjælp, skulle du mangle noget. Vi sørger for fuld forplejning: mad, snacks og drikkevarer til maden. Der vil i øvrigt altid være vand og juice til vandreturene, samt en efterfølgende forfriskning i form af øl eller sodavand.
Vi sørger også for fuldt aktivitetsprogram, hvor alt er inkluderet i prisen med mindre andet er anført.

Vi søger ligeledes for alt udstyr, du får behov for på vandreturene – alt vores udstyr er af den bedste standard vi har kunnet finde i det sydlige Afrika (vi støtter helst lokale mærker). Udstyret er valgt med henblik på komfort og letvægt.

Se priser under de individuelle ture — Klik HER

I det Sydlige Afrika ligger sæsonerne modsat Danmark, men her deler vi normalt sæsonerne i to i stedet for fire – nemlig regntid og vinter. Regntiden, som også er den varmeste periode, begynder omkring november og varer indtil februar/marts. Resten af året er relativt tørt.

Sommermånederne er varme og behagelige – det regner sjældent hele dage, normalt falder regnen i forbindelse med tordenvejr om eftermiddagen. Om sommeren er bushen grøn og frodig, ligesom der er et rigt fugleliv.

Vintermånederne kan være kolde om natten, men dagene er altid varme og behagelige. Det er lettere at se de vilde dyr om vinteren, da bushen er tør og fri for blade og dyrene samles oftere ved vandhullerne.
Det er primært i vintermånederne, at vi tilbyder vores længere ture, eftersom det er de mest behagelige måneder at vandre i.

Dust and Boots har base i Swaziland, og er derfor fuldt registreret der og kun der. Vi er ikke medlem af rejsegarantifonden i Danmark.

Vi ved dog, at mange danskere er mere trygge ved danske selskaber, der er beskyttet mod konkurs. Vores tre udbudte pakkerejser kan derfor købes under fuld garanti hos Africa Tours, som har base i Herning. Rejserne kan bestilles enten igennem os, eller direkte igennem Africa Tours — Klik her. (Spørg blot efter den Dust and Boots rejse, du er interesseret i).