Vandring blandt Folk og Fæ i Swaziland og Sydafrika

Tag med på dit livs eventyr og udforsk det vilde Afrika – TIL FODS! Denne rejse er klar favorit hos vores gæster! Du oplever Swazilands bedste seværdigheder, samt en helt anderledes og eventyrlig safari til fods i Krüger National Park. Alt på destinationen er inklusiv i prisen — du skal blot møde op med din eventyrlyst intakt. Sæt farten ned og nyd omgivelserne, lyden af fugle, duften af bøfler og elefanter. Oplev magiske solopgange, storslåede vider og en lækker frokost indtaget på toppen af et bjerg. I Swaziland og Sydafrika erstatter det ene smukke landskab det andet og de vilde dyr går frit omkring os, mens vi vandrer. Dette er en enestående mulighed for at udforske og opleve Afrika i et tempo, hvor alle sanser kan være med. Swaziland er enhver vandrers drøm; det lille kongedømme i det sydlige Afrika er rigt på såvel kultur, som helt fantastisk natur. Høje, smukke bjerge danner grænsen til Sydafrika mod Vest, mens lavlandet, der vrimler med vildt såsom næsehorn, elefanter og giraffer, danner grænsen mod Mozambique i Øst. Vi besøger flere naturreservater, både i høj- og lavlandet, hvor vi vandrer ad urgamle stier og bliver belønnet med flotte udsigter og utrolige naturoplevelser undervejs. Efter Swaziland sætter vi kurs mod Krüger National Park i Sydafrika. Parken er på størrelse med Jylland og er hjemsted for Afrikas vilde dyr. På denne del af rejsen vandrer vi med rygsæk i 4 dage ude i vildnisset, og kommer derfor helt tæt på naturen. Her er ingen luksus, kun dig og den vilde natur. Dette er en oplevelse, du sent vil glemme. Vi vandrer med erfarne rangere, som beskytter os og fortæller om de mange nye indtryk vi møder på vores vej. Vi slutter rejsen af med et besøg i verdens tredje største kløft, Blyde River Canyon, hvor vi vandrer langs dæmningskanten og sejler en tur på Blyde Dæmningen. Klik på hver af dagene på oversigten nedenfor for at læse mere.

Download program

.pdf fil med billeder og beskrivelser

Program pdf – Klik her >


Tag med på dit livs eventyr i Swaziland og Sydafrika
16 dages vandring i det sydlige Afrika — vilde dyr og oplevelser.
Gå på opdagelse i det smukke kongedømme, Swaziland.
Nyd en skøn blanding af natur, kultur og historie i det lille land, der er rig på oplevelser.
Vi vandrer i høje bjerge, på toppen af klippeplateauer, over sletter og i det Afrikanske vildnis.
“Take a walk on the wild side” i Krüger National Park, Sydafrika
Her går vi på en ægte safari — Til fods ude blandt de vilde dyr.
Vi slutter af med Blyde River Canyon, verdens tredje største kløft.
Destination: Swaziland og Sydafrika
Varighed: 16 dage på destinationen (15 nætter)
Pris: DKK 25.397,- (per person i delt dobbeltværelse)
i
Overnatning: Spændende lodges og to-mandstelte under wilderness turen
Måltider: All-inclusive, der er ligeledes drikkevarer inkluderet til måltiderne.
Aktiviteter: Fuldt aktivitetsprogram
Ikke inkluderet: Fly, individuel rejseforsikring, singletillæg og lommepenge
Swaziland, det smukke Kongedømme
Vi besøger i alt 10 forskellige naturreservater  på denne tur.
Oplev den naturlige skønhed i Swaziland — både i højlandet, lavlandet og midt i mellem.
Besøg landsbyer i Lobamba og Shewula og få en fornemmelse af hvordan de lokale lever i Swaziland.
Overnat i en hule, hvor udsigten nedenfor strækker sig ud over Himlens Dal i Ezulwini
Sydafrika er kendt for den kæmpe store Krüger National Park
Vi udforsker parken til fods på en 4 dages wilderness oplevelser blandt de vilde dyr.
Vi slutter turen af med at opleve Blyde River Canyon både indefra og fra oven.
Afrejse 2018:
Ikke flere afgange i år.

l
Afrejse 2019:
10 marts | 7 april | 5 maj | 2 juni | 30 juni | 11 august
l
l
l

Oversigt

(Klik på hver af dagene for at læse mere)

Du bliver budt velkommen i OR Tambo lufthavnen i Johannesborg af vores erfarne chefguide, Marie Dahl, som vil følge gruppen de næste 16 dage. Vi kører direkte mod grænsen til Swaziland; en køretur på ca. 5 timer. På vej mod Swaziland, gør vi holdt cirka midtvejs og spiser frokost. I Swaziland sætter vi kurs mod Phophonyane Naturreservat, hvor vi afholder et afslappet infomøde over en sundowner og lækker aftensmad.

Dagens vandring/aktiviteter: Ingen, vi hviler benene efter den lange rejse fra Danmark og lader op til i morgen.
Forplejning: Frokost på vej mod Swaziland. Aftensmad i Phophonyanes restaurant.
Overnatning: Vi overnatter to nætter på skønne Phophonyane Lodge, hvor lækker mad og spændende værelser venter.

Phophonyane er omgivet af et spændende netværk af vandrestier og straks efter morgenmaden begiver vi os ud på rejsens første vandring. Den kommer til at foregå oppe i højderne (ca. 1400-1750 msl) og vi går derfor i meget roligt tempo med mange pauser undervejs. I vil blive mødt med storslåede udsigter over lavlandet nedenfor. Vi tager frokost med på turen og gør holdt et smukt sted og nyder maden i det fri.

Vi kommer tilbage til lodgen efter frokost og kører derefter en times tid til Nsangweni. San-folket, også kendt som buskmænd, har været ivrige kunstnere i regionen. Ved Nsangweni ser vi de flotte og velbevarede hulemalerier, som beskriver Swaziland, som det så ud for flere tusinde år siden. Malerierne kan findes overalt i huler og klippeoverhæng i Swaziland, men få af dem er i så god stand som ved Nsangweni. Vi kommer tilbage til lodgen til aften.

Dagens vandring/aktiviteter: ½-dags vandring omkring Phophonyane, besøg ved Nsangweni hulemalerierne.
Forplejning: Morgenmad på lodgen, frokost i det fri og aftensmad på lodgen.
Overnatning: Vi overnatter igen på Phophonyane Lodge

Vi kører af sted efter morgenmaden og ca. 45 minutter senere ankommer vi til et område, som ofte kaldes verdens 8. vidunder, nemlig Malolotja naturreservat. Dette er et højlandsreservat med rullende bakker og masser af vildt. Parken er kendt for helt utroligt smukke udsigter og nogle af verdens ældste miner (ca. 40.000 år gamle). Imens vi vandrer kan vi være heldige at se nogle af parkens sjældne dyr, såsom den hvidhalede gnu eller den kæmpe store elandantilope. Der vil også være en overraskelse i løbet af dagen, så sørg for at have din eventyrlyst med i rygsækken.

Efter mange oplevelser i Malolotja kører vi ad bagveje igennem små landsbyer til Pine Valley, hvor vi skal bo i nat og vandre i morgen.

Dagens vandring/aktiviteter: Dagsvandring i Malolotja, overraskelse i Malolotja (Husk en snor til kameraet).
Forplejning: Morgenmad på lodgen, frokost i det fri, aftensmad på SilverStone.
Overnatning: Vi overnatter på den mondæne SilverStone Falls Lodge.

Vi spiser morgenmad i ro og mag på lodgen, inden vi begiver os ud på dagens vandring. Sibebe er både navnet på den lokale øl i Swaziland, men også på verdens anden største sammenhængende klippe (næst efter Uluru i Australien). Ikke alene er klippen er imponerende at se på, men myterne, der følger klippen, er også værd at notere sig. Det siges nemlig, at alle, der betræder den eller bor i nærheden, vil blive påvirket af magiske kræfter, der kan drive folk til vanvid. Vi trodser dog rygterne, og vandrer op på toppen, hvorfra vi kan se milevidt omkring os. Plateauet på toppen vrimler med liv, godt hjulpet af naturlige kilder og et varieret landskab. På toppen findes også lange trange hulesystemer og kampesten på størrelse med små villaer.
Vi medbringer igen en lækker frokost, som vi indtager på et smukt sted.
Sidst på dagen kører vi igennem hovedstaden, Mbabane, og videre ned i Himlens Dal, Ezulwini, som vi skal opleve de næste tre dage. Vi ankommer til Mlilwane naturreservat sidst på dagen.
Dagens vandring/aktiviteter: Vandring på Sibebe Rock
Forplejning: Morgenmad på lodgen, frokost i det fri, Aftensmad på Reilly’s Rock
Overnatning: Reilly’s Rock Hill Top Lodge — Glæd jer til en tur tilbage til en svunden tid, når vi benytter dette levn fra kolonitiden.
Vi har god tid i dag og kan nyde en afslappet morgen i den smukke have omkring lodgen. Her kommer der ofte nogle af Afrikas allermindste antiloper frem — de rumsterer i buskene og under træerne omkring lodgen. Fra lodgen vandrer vi ud i reservatet bevæbnet med frokost og kikkerter. Vi har god tid til at nyde turen og udsigterne undervejs. I løbet af dagen vil vi bestige den 1100 meter høje fritstående henrettelsesklippe, som rummer en grum historie. Inden det bliver mørkt når vi frem til vores overnatningssted, som er noget anderledes end det vi hidtil har oplevet. Vi skal nemlig sove i en hule, som har været brugt af San-folket.

Dagens vandring/aktiviteter: Vi vandrer ud i Mlilwane
Forplejning: Morgenmad på lodgen, frokost i det fri, aftensmad ved bål i hulen.
Overnatning: Hule på siden af et bjerg i Mlilwane, hvor vi sover side om side i det fri. NB ingen elektricitet og forvent simple forhold (intet bad).

Solens stråler vækker os nænsomt igennem vegetationen, som beskytter hulens åbning. Morgenmaden og kaffen er allerede sat over og vi kan nyde endnu en afslappet morgen med udsigt over Ezulwini Dalen ud igennem hulens åbning. Når vi er klar til dagens vandring begiver vi os atter ud i Mlilwane. Vi vandrer ad gamle stier, hvor historiens vingesus stadig kan mærkes og ses.

Hen på eftermiddagen enten kører vi eller vandrer til varme kilder i Mlilwane, hvor vi kan bade og nyde naturen på en ny måde. I Mlilwane går impalaer, gnuer og zebra frit omkring os, ligesom der er et fantastisk fugleliv i området. Sidste på dagen kører vi tilbage til den skønne Reilly’s Rock, hvor vi spiser aftensmad ude i haven, hvis vejret tillader det.

Dagens vandring/aktiviteter: Vandring i Mlilwane, Besøg ved varmekilder (vandstanden kan variere og gøre badning mere eller mindre attraktivt).
Forplejning: Morgenmad i hulen, frokost i det fri eller på lodgen, aftensmad på Reilly’s Rock.
Overnatning: Reilly’s Rock (samme sted som dag 4)

Vi står tidligt op og nyder for sidste gang den flotte udsigt over Ezulwini dalen, imens vi spiser morgenmad. Efter morgenmaden kører vi ud og oplever noget af Swazilands kultur.
Alt efter om der er stemning for besøg i den lokale landsby eller på et kvindeværksted tilrettelægger vi dagen derefter. Der kan også være mulighed for besøg på nationalmuseet eller i en kulturlandsby, hvor sagn fra gamle dage overleveres indlevende med dans og sang.

Hvis der er tid til overs, gør vi holdt ved et lokalt marked i Manzini, som vi passerer på vej mod kongens national park, Hlane. (I små grupper er det muligt at tilrettelægge dagen efter ønske, i større grupper planlægges dagen af guiden, således at flest muligt er interesserede i dagens aktiviteter. Vi ved af erfaring at denne dag bedst diskuteres med gruppen fremfor at planlægges på forhånd).

Først på eftermiddagen ankommer vi til Hlane Royal National Park, hvor vi hopper på en game drive (en åben safaribil) og kører på vores første safari. Hlane er hjemsted for tykhuder, som elefanter og det hvide næsehorn, så husk kameraet.

Dagens vandring/aktiviteter: Mange forskellige kulturelle aktiviteter er mulige — vi taler om bedste løsning for gruppen efter ankomst. Solnedgangssafari i Hlane
Forplejning: Morgenmad på Reilly’s Rock, frokost undervejs, aftensmad i Hlane
Overnatning: Vi overnatter i charmerende traditionelle hytter. NB ingen elektricitet.

Hvis vi er heldige bliver vi vækket af løvebrøl eller andre dyrelyde. Vi står tidligt op og begiver os ud i Kongens National Park i følgeskab med en ranger, som vil guide os ud i bushen blandt de vilde dyr. Vi forsøger at snige os tæt på giraffer eller zebraer, eller undersøger spor eller mærker i jorden. Vi lærer om fuglefløjt og andre lyde og lugte i bushen.

Efter morgenens gåtur spiser vi morgenmad i Hlanes restaurant med udsigt over vandhullet, hvor de store næsehorn, giraffer, elefanter og alskens antiloper ofte kommer forbi.

Eftermiddagen tilbringes på toppen af Lubombo bjergene, hvor vi kører til. Denne bjergkæde danner grænsen med Mozambique, hvis hovedstad, Maputo, kan ses helt ude ved det Indiske Ocean på en klar dag. Vi besøger her den traditionelle landsby, Shewula, hvor vi går en tur rundt i landsbyen med en lokal guide, samt spiser frokost tilberedt af de lokale kvinder. Sidst på dagen kører vi tilbage til lavlandet og til et naboreservat til Hlane, Mbuluzi Game Reserve, hvor vi skal bo de næste to nætter.

Dagens vandring/aktiviteter: Morgen bushwalk, landsbybesøg i Shewula
Forplejning: Morgenmad på Hlanes restaurant, frokost i Shewula, aftensmad med privat kok i Mbuluzi
Overnatning: Privat lodge kun for vores gruppe i Mbuluzi Game Reserve

Vi nyder en afslappet morgen, hvor vores private kok kommer og tilbereder morgenmad til os i køkkenet. Vi nyder udsigten over floden, der løber lige neden for lodgen og holder samtidig udkig efter giraffer, kuduer og nyalaer. Efter morgenmaden kører vi en kort tur til naboreservatet, Mlawula Naturreservat, hvor vi skal vandre igennem Siphiso Valley op til den imponerende Khabane Hule. Oppe fra hulen er der udsigt over hele dalen vi lige er vandret igennem ligesom vi kan se op til Shewula på Lubombo bjergene, hvor vi var i går. Mlawula er et smukt naturreservat, som meget få mennesker kender til og endnu færre besøger. Vi tager frokost med og finder et udsigtspunkt, hvor vi spiser vores madpakke. Hen på eftermiddagen kører vi tilbage til Mbuluzi og nyder at blive forkælet med god mad af vores private kok.

Dagens vandring/aktiviteter: Vandring i Mlawula naturreservat
Forplejning: Morgenmad på lodgen, frokost i det fri, aftensmad på lodgen
Overnatning: Vi overnatter atter i Mbuluzi

Ordet Safari betyder ”at rejse”, og det er lige præcis, hvad vi vil gøre i dag. Vi kører op igennem den verdens berømte Krüger National Park i Sydafrika, hvor Afrikas vilde dyr lever frit i et område på størrelse med Jylland. Krüger National park er en af de ældste parker og dyrene har eksisteret på deres egne præmisser siden tidernes morgen, dog med gradvist mere indblanding fra mennesket. Jeres danske rejseleder vil fortælle jer om parkens historie og udvikling undervejs, samt fortælle om de mange spændende dyr, I kan være heldige at se. Krüger er hjemsted for både løver, elefanter, næsehorn, giraffer og mange flere arter, men vi skal være heldige for at se  disse dyr, da dyrene ikke nødvendigvis holder til langs vejene, som vi er nødt til at følge. Sidst på dagen ankommer vi til en camp midt i Krüger. Her kan vi være heldige at opleve elefanter og andet storvildt lige uden for.

Dagens vandring/aktiviteter: Game drive i Krüger
Forplejning: Morgenmad, frokost og aftensmad i Krüger.
Overnatning: Vi overnatter i rustikke hytter i en af de såkaldte restcamps inde midt i Krüger.

I dag begynder en af turens absolutte højdepunkter; nemlig wilderness turen — en ægte safari til fods i Krüger National Park, hvor vi med rygsæk begiver os ud blandt de vilde dyr. I følgeskab med to professionel rangere og jeres danske guide drager vi ud i vildnisset over middag.

De næste tre dage bliver alle måltider indtaget ved bål og under åben himmel. Maden tilbeder vi individuelt på medbragte gasblus. I klart vejr lyser Mælkevejen op over bushen og danner den perfekte stemning til en snak omkring lejrbålet inden sengetid i vores medbragte telte.

Alt udstyr, der skal bruges til wilderness turen, er pakket og klart, når du ankommer. Vi gennemgår rygsækkens indhold og udstyr, inden afgang. Det forventes, at du kan bære det, du skal bruge undervejs. Rygsækkens vægt, som typisk ligger omkring 15 kilo, afstemmes i forhold til højde og drøjde, samt at par kan dele flere ting, så vi får vægten så lav som mulig. Vores udstyr er købt lokalt, men er af god let kvalitet og det kan justeres, således at det passer til den enkeltes ramme og figur.

Dagens vandring/aktiviteter: Let vandring den første dag på wilderness turen, da vi skal vende os til at gå med rygsækken og de uvante omgivelser.
Forplejning: Morgenmad og frokost på restaurant i restcamp, aftensmad under åben himmel.
Overnatning: Vi overnatter i medbragte to-mands telte, som skal slås op i en lejrformation. Vi laver en ny lejr hver eftermiddag under wilderness turen. Der er ingen andre faciliteter, end dem vi medbringer i rygsækken. Vi har for eksempel en køkkenvask med, men ingen toiletter.

Solens første stråler vækker os nænsomt, inden vi begynder at rumstere med kaffe, te og morgenmad i lejren. Vi pakker lejren sammen og sørger for ikke at efterlade den mindste krumme tilbage. Med rygsækken spændt godt fast på ryggen begiver vi os atter ud i bushen, hvor vi kan være heldige at følge spor efter elefanter, løver eller næsehorn. Under rangernes og jeres danske guides kyndige vejledning lærer I hurtigt at se forskel på de mange forskellige spor. I løbet af dagen skal vi have fyldt vores vanddepoter, dette gøres ved naturlige kilder eller direkte fra floden. Vandet filtreres og renses, inden det kan benyttes og vi hjælper alle med processen.

Sidst på dagen skal vi slå lejr et nyt sted — vores bevæbnede rangere udvælger et sikkert sted, så vi i ro og mag kan side omkring et lille bål og dele historier fra dagens begivenheder.

Man skal ikke forvente at se løver og elefanter bag hvert et træ i Krüger. For det første er området enormt og dyrene lever spredt, for det andet larmer og lugter vi mennesker mere end vi lige går og tror. Dyrene har som regel set os, hørt os og lugtet os, lang tid før vi ser dem, og så flygter de over stok og sten. De er nemlig meget mere bange for os, end vi er for dem. Der er heldigvis meget andet spændende at opleve i den Afrikanske natur, og vi nyder godt af vores guiders mange årige erfaringer. Vi lærer om fugle, spor, lyde og lugte — dette er ligeså meget en safari for sanserne, som det er for kameraet.

Dagens vandring/aktiviteter: Vi vandrer i roligt tempo med mange stop, hvor vi sætter rygsækken fra os og tager os tid til at nyde at være en del af et større økosystem.
Forplejning: Alle måltider i det fri
Overnatning: Vi overnatter atter i vores medbragte telte.

I løbet af de sidste par dage er vi blevet meget klogere på bushen og dens mange tegn. Disse tegn vidner om rig aktivitet, man ellers ikke normalt ser. Vi begynder også at kunne genkende flere af fuglene, nogle af dem endda ved lyd, ligesom vi begynder at blive gode til at tyde de mest almindelige spor.

Vi tilbringer dagen i bushen og ser spændende ting, som vores guider udpeger for os. På disse vandringer i bushen ser vi ofte meget mere, om end meget mindre ting, end når man kører på safari. Vi nyder dagens måltider i det fri og lærer lige så stille bushens rytmer at kende. Det siges, at i løbet af få dage uden adgang til elektricitet bliver kroppens indre ur nulstillet. Vi udnytter den digitale detox og går derfor tidligt i seng og står først op med solen. Forbered dig på at blive rigtig godt udhvilet.

Dagens vandring/aktiviteter: Vi vandrer i roligt tempo med mange stop i løbet af dagen.
Forplejning: Alle måltider i det fri.
Overnatning: Vi overnatter i vores medbragte telte side om side.

Vi rydder lejr en sidste gang og er nu begyndt at glæde os til et dejligt bad, samt en iskold drik. Hen på morgenen bliver vi samlet op og kørt til den nærmeste restcamp, hvor vi får os en solid frokost, inden vi kører ud af Krüger og mod Drakensbjergene, som ligger lige uden for parken. Her skal vi overnatte i et helt specielt vildreservat, hvor der er gode muligheder for at se nogle af de nataktive dyr, som man ellers sjældent ser. Her venter også muligheden for lidt forkælelse; et lækkert varmt bad og en kølig drink serveret af venligt personale.

Dagens vandring/aktiviteter: Vandring om formiddagen i roligt tempo.
Forplejning: Morgenmad i det fri, frokost i Krüger, aftensmad på Moholoholo.
Overnatning: Vi overnatter i lækre værelser på Moholoholo Forest Camp.

Vi nyder en dejlig morgenmad i hyggelige omgivelser, inden vi kører mod Blyde River Canyon. Kløften er verdens tredje største og en meget imponerende seværdighed i Drakensbjergene. Her vandrer vi ad stier langs med den imponerende dæmning. Der bor en velvoksen bestand af flodheste i dæmningens vand, og når de mener, at vi kommer for tæt på, kvitterer de med højlydte grynt og prust. Ud- og hjemturen er den samme, men ser alligevel vidt forskellig ud nede i kløften.

Vi spiser vores medbragte frokost et sted i det fri, inden vi om eftermiddagen tager på en skøn bådtur ud på selve dæmningen.

Dagens vandring/aktiviteter: Vi vandrer i roligt tempo og gør holdt, så vi kan nyde udsigten undervejs.
Forplejning: Morgenmad og aftensmad på lodgen, frokost i det fri.
Overnatning: Vi benytter atter de rummelige værelser på Moholoholo.

Det er blevet tid til at tage afsked med det sydlige Afrika og efter morgenmaden kører vi mod OR Tambo lufthavnen i Johannesborg. Inden vi kommer så langt, tager vi dog en afstikker op over Drakensbjergene, så vi kan se Blyde River Canyon fra toppen af plateauet. Vi stopper ved endnu et par fantastiske udsigtspunkter undervejs, hvor der også vil være mulighed for at handle lidt souvenirs med de lokale.

Vi spiser en god frokost, inden vi ankommer til lufthavnen sidst på eftermiddagen, hvor vi siger farvel og tak for denne gang.

Dagens vandring/aktiviteter: Panoramaruten over Drakensbjergene.
Forplejning: Morgenmad på lodgen, frokost en route til lufthavnen.
Overnatning: ingen.

DKK 25.397,-

16 dages Vandre-Eventyr i Swaziland & Sydafrika

Hvad er inkluderet i prisen? (Alle priser er per person i delt dobbeltværelse)

  • Erfaren Dansk rejseleder og biolog
  • Alle måltider
  • Al overnatning, som beskrevet
  • Alle aktiviteter, som beskrevet
  • Transport mellem destinationer i komfortabel bus
  • Snacks undervejs og på vandringer
  • Vand og enkelte øvrige forfriskninger
  • Øl, vin og vand til måltiderne, samt en sundowner 
  • Vandreudstyr til Wilderness Trail (Kvalitets udstyr og alt hvad du behøver)

Ikke Inkluderet i prisen:

  • Internationale og nationale fly
  • Forsikring
  • Singletillæg (DKK 2.858,-)
  • Lommepenge

Afrejsedatoer 2019

10. marts
7. april
5. maj (få pladser)
2. juni
30. juni
11. august (få pladser)

Start og Slut: OR TAMBO lufthavnen i Sydafrika BEMÆRK: Køreturen til Swaziland (dag 1) er lang efter den i forvejen lange flyvetur.

Som alternativ til køreturen, kan der istedet bestilles fly direkte til Swaziland. Se mere under “fly” under praktiske informationer.

Rejsebestemmelser er gældende (find dem nederst på siden eller KLIK HER)

Book nu

Krüger NP til FODS

Kruger National Park 
 TIL FODS 

Oplev Afrikas vilde dyr tæt på

Image Caption Hover Alt
Læs Mere

Blogposts

Læs spændende beretninger
fra vandrestierne i Afrika

Fortællinger fra stierne

Image Caption Hover Alt
Læs blogposts

Flere Rejser

Vandreferier i 
det sydlige Afrika

Læs mere om alle vores spændende rejser — Klik her

Image Caption Hover Alt
Læs Mere